| |
 |
Jyllandsposten
Af JAKOB LAMBERTSEN
Fem stjerner ud af seks!
På sin første egentlige soloplade trækker Channe Nussbaum på hele sit
mangfoldige erfaringsgrundlag.
DANSK VERDENSMUSIK
De indledende toner får én til at tænke på gamle
cubanske mænd. Men så kommer røsten, en sjælfuld mellemting mellem Lis
Sørensen og Annisette. Siden følger flamenco-elementer, sigøjner- og
klezmer-stemninger, klaverballader ...
En del vil vide, at Channe Nussbaum har involveret sig i de jødiske
traditioner i Trio Klezmer og Spielniks, og at hun i et par tilfælde har
prøvet kræfter med grandprixpop. Færre vil erindre, at hun for 18 år siden
i bandet Goy forsøgte at gøre Sanne Salomonsen kunsten efter som rockmama.
Nu kommer den egentlige solodebut fra en sangerinde, som er blevet 45 år.
Der er ild, hjerte og smerte i hendes musik - lidt på samme måde som i Lis
Damms sørgeligt oversete "Knogler & ben" fra 1992. Channe Nussbaum har sin
egen musikalske stil, lidt balkan-agtig, lidt sigøjner-agtig, men frem for
alt præget af hendes egen personlighed.
Hun har dog fået vital sangskriverhjælp, musikalsk assistance og
inspiration af bl.a. Jacob Eriksen (Shirtsville) og Stephan Grabowski, men
de numre, som hun har været ene om at skrive, står stærkest - f.eks. den
nøgne skilsmisselyrik i "Skilt fuldstændig ad", "Alene" - og "Farvel":
Blomster der drukner i omsorg / stearinlys der aldrig bliver tændt / ord
der sidder i halsen / som om intet er hændt
Det virker ærligt, autentisk og selvoplevet. Vigtig er den afslappede
intensitet, hun lægger i dem. Helt for sig selv står "Det var en lørdag
aften" med den gamle tekst, men med ny melodi - sunget uden
akkompagnement. Modigt.
Information af Klaus Lynggaard 8. april 2006
Stærk, sensuel og sjælfuld
Helheden er intens, organisk og velfungerende, men det er Channe Nussbaum,
der blæser liv i den med sit stærke, sensuelle og sjælfulde foredrag
Danske Channe Nussbaum synger sig med baggrund i klezmermusikken helt ind
til tingenes hjerte på sin dragende, farlige og underspillede solodebut
Channe Nussbaum har i dén grad sjæl. Det har vi (forhåbentlig) alle, men
hun formår så lige at få ført den med over i sit i forvejen stærkt
lidenskabelige sangforedrag, hvilket er med til at gøre Hvis det ikke er
kærlighed, hendes debut-cd, til så hamper en udgivelse som tilfældet er.
Hun tilfører sine sange og fortællinger uangribelig troværdighed ved hjælp
af den såvel passion som præcision, hvormed hun går til materialet. Og
ikke så lidt farlighed, der kommer frem de steder, hendes naturlige hæshed
får lov til at forblive intakt.
Det er ikke skønsang i klassisk forstand og tak for det. Man behøver
faktisk ikke lytte efter ordene (men gør det bare alligevel!), men kan i
stedet nøjes med at hengive sig til stemmens vildskab i sig selv og de små
finurlige klanglige nuancer, der strømmer én i møde fra dette
lidenskabelige menneske, der er som gjort af musik fra top til tå.
Helheden er intens, organisk og velfungerende, men det er Nussbaum, der
blæser liv i den med sit stærke, sensuelle og sjælfulde foredrag, der på
det nærmeste lyder som om det manes op af jorden under den syngende.
Så er der materialet, som mestendels består af hjerteflående og voldsomt
bedrøvelige fortællinger fra kærligheden og begærets overdrev, gerne med
en snert af det absolut fatale. Ja, det er så sørgeligt, at man bliver i
helt godt humør. Som det hedder i "Syng lille pige":
"Syng lille pige, om elskov og had/ syng, det gør mig så glad".
Lige nedenunder det smertefulde, det higende og det farlige lurer nemlig
et livsmod og en vitalitet, der løfter dette både forføreriske og
underspillede udspil endnu en tak opad. Det fornemmes, at der er noget på
spil og det er en voksen kvinde, der synger, for her er meget langt til de
sædvanlige danske kvindeudgivelser, hvor måne rimer på dåne og alt er så
lyserødt romantisk, at det er lige til at blive forstemt over. Gennem
pladen løber en sørgmodig folkemusikalsk tone, der ikke kan andet end
gribe lytteren og løfte hende ud af hverdagens fortrædeligheder og ind i
et rum, hvor det gør rigtig, rigtig ondt.
En fortryllende mikstur
Nussbaum har til dato primært gjort sig bemærket som klezmersanger i
diverse københavnske sammenhænge og det der molstemte østeuropæiske
tonefald gennemsyrer også pladen her, med et par stilistiske afstikkere
hid og did. Som der står i bookletten:
"Dette album er en slags musikalsk landkort med inspirationer, der
spænder lige fra cubansk salsa over Tom Waits, Piazolla, Klezmer og til
dansk folkemusik."
Så har kunstnerinden måske meget godt fået indkredset sit musikalske rum,
som tilføres ikke så lidt af de mange fremragende musikere, der medvirker.
Anders Vesterdahls lyrisk sikre trækharmonika binder det hele sammen, godt
hjulpet af sted af Jeppe Tuxens diskret lydhøre klaver, Mette Smidls
træfsikre violin og Bjarke Kolerus ekspressive tryllerier på såvel
almindelig klarinet som bas ditto. Mens pladens meddigtende producer og
taktfulde arrangør, den altid inspirerende Stephan Grabowski giver den på
guitar og slagtøj.
Derudover dukker kapaciteter som bl.a. guitarist Niklas Knudsen,
tubaisten Jakob Munch og bassist Nikolaj Davidsen op på diverse spor og
helheden er blevet en fortryllende mikstur, der kan indtages ved (og mod!)
snart sagt enhver form for hjertebræk, der måtte tilstøde én. Det hele er
indspillet vibrerende live uden overdubs eller andre tekniske
spidsfindigheder, hvilket i dén grad er med til at give musikken
fremdrift, stemning og bevægelse. Det er som kunstnerinden selv alt sammen
meget levende og intenst og så swinger det, så det er en ren fornøjelse.
Det er ganske givet, at var man lavet af træ, kunne man sidde helt, helt
stille til numserystere som "Dværghamster", "Farvel" og "Alene", men denne
anmelder må under pres bryde sammen og tilstå, art han havde endog meget
svært ved at forholde sig i ro, mens disse pladens tre mest markante up
tempo-udladninger stod ud i rummet. Og de bryder befriende og tiltrængt
med de mange grumt desillusionerede ballader, som udgør hovedretten i
denne udsøgt anrettede menu.
Mesterligt
Sangene stammer fra allehånde kilder; Nussbaum står selv for en del af
dem, ind i mellem i samarbejde med Jacob Eriksen (som nogle måske vil
huske fra Århus-bandet Shirtsville), men flere af dem har hun fundet i det
folkemusikalske dyb. Der skal en del østrogen til at turde iklæde teksten
til den udødelige "Det var en lørdag aften" nye musikalske gevandter, men
Nussbaum har erstattet den oprindelige (udødelige!) melodi med sit eget
bud på samme, hvilket endnu engang beviser, at frækhed betaler sig. Det
skader ikke sagen, at det afsynges a cappella, uden lir eller forsiringer.
Også tussegamle tekster som "Ungersvendsdrøm", "Syng lille pige" og ikke
mindst den mesterligt kuldegysningsinducerende "Stjernerne" har Nussbaum
komponeret ny og spillevende musik til, uden ansats til hverken det glatte
eller det søgte; tværtimod fungerer tekst og musik perfekt sammen og
hendes rødder i diverse folkemusikalske rammer fornægter sig ikke i disse
fortællinger om kærlighedens filtrede vildveje.
Det er hele tiden enkelheden, der står i centrum her. Hverken musik eller
tekst puster sig op til mere end det kan bære (hvilket i øvrigt er en hel
del), hvorfor man som lytter uden forbehold køber udsagnene om de der
fatalt ladede møder med den der forbandede kærlighed. Pladen emmer af
nærvær og levet liv og man drages uvægerligt imod den igen og igen, thi
den har en ambiens, der ofte savnes i nyere musik.
For selvfølgelig er det pisse gammeldags at lave musik af denne karakter
og på den måde. Men det fungerer og skaber et rum udenfor tid og sted, som
denne signatur med stor glæde og fornøjelse har tænkt sig at flytte ind i
et stykke tid. Så når der nu hænger et "Do not disturb"-skilt på min dør,
er det alvorligt ment. Moderniteten og neoliberalisterne klarer sig nok et
stykke tid, men vi drager i indre eksil.
Af Torben Holleufer
Channe Nussbaum har livet og mere til på spil på en debut, som er
kunstnerisk moden og med stor variation i virkemidlerne
Channe Nussbaum har i en årraekke markeret sig på den danske scene. Først
dukkede hun op i Dansk Melodi Grand Prix, siden med orkestret Goy, og
endelig sammen med blandt andre Torben Steno i klezmerorkestret Spielniks.
Nussbaum har jødiske aner, og klezmer er den spillemandsmusik, der opstod
i jødiske menigheder i Østeuropa, og som har fået en revival i de sidste
ti år. Og i de omgivelser har den begavede sangerinde fundet udtryk for
sin fine stemme, der kan minde lidt om det organ, der sidder i halsen på
Annisette.
Nu er Channe Nussbaum ude med dette dybt personlige album, som har masser
af klezmer i sig, men som også har vidunderlige afstikkere ud i tango og
flamenco. Orkestret er fantastisk, og med årene er det lykkedes Channe
Nussbaum at samle et hold musikere, der har hendes høje niveau, og
resultatet er en plade, hvor divaen satser hele butikken og vel at mærke
lykkes med det meste. Som på sangen Farvel, hvor der er et sindrigt
Piazzolla-agtigt forspil, eller den følgende med titlen Furien Esther,
hvor den allestedsnærværende virtuose klarinet giver en smægtende overgang
til Alene, en hyldest til singler, hvor de danske verslinjer ligger lige i
munden.
Der er stadig masser af klezmer i Channe Nussbaum, men hun bringer os på
denne plade velgørende tæt på hjertet, som banker stærkt i en københavnsk
virkelighed med troværdige udtryk fra den jødiske diaspora.
Modent, varieret og originalt udspil fra en sjæl, der brænder på alt andet
end vågeblus.
|